GettyImages-604579757

Mejeribranchens Håndværkeroverenskomst

§ 24 Efter- og videreuddannelse

Stk. 1. Formål

Organisationerne er enige om, at på grund af de strukturændringer, der finder sted i erhvervslivet, og de kvalifikationskrav, der stilles til den enkelte  medarbejder, er en øget uddannelsesindsats nødvendig.
Systematisk uddannelsesplanlægning er nødvendig for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne samt medarbejdernes kompetenceniveau, og derfor skal udviklings-/uddannelsesplanlægning aftales mellem tillidsrepræsentanten og virksomhedens ledelse for at fremme medarbejdernes kompetenceudvikling og sikre en hensigtsmæssig udvikling af virksomhedernes arbejdsorganisation.

Stk. 2. Virksomhedspålagt uddannelse

Virksomhedspålagt uddannelse planlægges og betales som arbejde eksklusiv genetillæg, jf. overenskomstens bestemmelser herom, med 7,4 timer pr. kursusdag. Virksomheden afholder kursusgebyrer og andre udgifter under kurset, herunder befordringsudgifter.
Eventuel offentlig refusion, herunder løntabsgodtgørelse, befordringstilskud mv., tilfalder virksomheden.
Der ydes ingen betaling for den til transporten til og fra kursusstedet medgåede tid.
Der kan ikke søges tilskud fra Mejeribrugets Uddannelsesfond (MUF) til virksomhedspålagt uddannelse.

Stk. 3. Selvvalgt uddannelse

a. Selvvalgt uddannelse
Medarbejdere med seks måneders anciennitet i virksomheden har under fornøden hensyntagen til virksomhedens drift ret til frihed til årligt at deltage i indtil to ugers selvvalgt efter- og videreuddannelse.

b. Akkumulering i tre år
Medarbejderen har ret til at afvikle ikke forbrugt frihed til uddannelse fra de to foregående kalenderår. De ældste uger forbruges først. Det gælder dog ikke, hvis medarbejderen er i opsagt stilling, medmindre virksomhed og medarbejder før opsigelsen har aftalt perioden for uddannelse.

c. Tilskud fra Mejeribrugets Uddannelsesfond til selvvalgt uddannelse
Mejeribrugets Uddannelsesfond yder tilskud til medarbejderens selvvalgte uddannelse til uddannelsesaktiviteter, der fremgår af fondens gældende positivliste for selvvalgt uddannelse.

Selvvalgt uddannelse planlægges og betales som arbejde eksklusiv genetillæg, jf. overenskomstens bestemmelser herom, med 7,4 timer pr. kursusdag.
Virksomheden afholder kursusgebyrer og andre udgifter under kurset, herunder befordringsudgifter.
Eventuel offentlig refusion, herunder  løntabsgodtgørelse, befordringstilskud mv., tilfalder virksomheden.
Virksomheden kan søge refusion fra Mejeribrugets Uddannelsesfond, iht. fondens bestemmelser (bilag 21).
Der ydes ingen betaling for den til transporten til og fra kursusstedet medgåede tid.

Stk. 4. Aftalt uddannelse

Aftalt uddannelse følger bestemmelserne i ”Rammeaftale for ansatte under Mejeribranchens overenskomst med Dansk Metal og Dansk El-Forbund” (bilag 21, stk. 4), samt bestemmelserne i §24, stk. 3.

Stk. 5. Efter- og videreuddannelse uden løn

Organisationerne er enige om, at medarbejderne under fornødent hensyn til virksomhedens produktionsforhold kan opnå den fornødne frihed uden løn til deltagelse i efter- og videreuddannelse efter eget valg.
Aftale om individuel frihed efter eget valg kan kun træffes mellem virksomheden og den enkelte medarbejdere.

Stk. 6. Bistand fra tillidsrepræsentanten

Hvis en medarbejder ønsker det, kan tillidsrepræsentanten bistå medarbejderen i forbindelse med udviklingen af dennes kompetence- og uddannelsesplan.
Hvis der ikke er valgt en tillidsrepræsentant i virksomheden, har medarbejderen ret til bistand fra forbundets lokale afdelinger.