Rammeaftale om aftalt uddannelse for ansatte under Mejeribranchens Fællesoverenskomst
- Denne rammeaftale for mejeribranchen er indgået under henvisning til protokollat C og R i Mejeribranchens Fællesoverenskomst for 2017 – 2020 og omfatter alle medlemmer af Mejeribrugets Arbejdsgiverforening.
- Rammeaftalen fastlægger de overordnende bestemmelser om gennemførelse af aftalt uddannelse for medarbejdere ansat på de omfattede virksomheder og hvis ansættelsesforhold henhører under Mejeribranchens Fællesoverenskomst.
- Parterne er enige om, at uddannelse, som foregår efter en dialog mellem medarbejdere og ledelse, er det bedste udgangspunkt for at sikre, at de kompetencer, som opnås, også bringes i anvendelse og dermed kommer både virksomhed og medarbejdere til gode.
- Aftalt uddannelse omfatter som udgangspunkt de for ansættelsesområdet relevante akademi- og diplomuddannelser og erhvervsuddannelser. Efter høring af relevante funktionsgrupper beslutter bestyrelsen for MUF hvilke akademi- og diplomuddannelsesmoduler samt erhvervsuddannelser, der anses for tilskudsberettigede.
- Aftaler om gennemførelse af uddannelsesforløb i henhold til denne rammeaftale indgås mellem den enkelte medarbejder og dennes ansættelsessted efter forudgående indstilling fra det lokale uddannelsesudvalg. Uddannelsesforløbet kan omfatte uforbrugt frihed til uddannelse jf. overenskomstens § 26 stk. 6 og 7 samt friheden til uddannelse for kalenderåret efter aftalens udløb (lån af frihed). Aftalen skal underskrives af medarbejderen og virksomheden og indsendes til PensionDanmark m.h.p. parternes godkendelse. Aftalen udfærdiges på en af parterne udarbejdet skabelon.
- Tilskud til aftalt uddannelse kan søges til medarbejdere med seks måneders anciennitet i virksomheden. Tilskud til aftalt uddannelse træder i stedet for tilskud til selvvalgt uddannelse i de kalenderår, uddannelsesplanen løber over. Bestyrelsen for MUF reserverer årligt en beløbsramme øremærket til at refundere virksomhedernes udgifter i forbindelse med aftalt uddannelse i henhold til de af bestyrelsen fastlagte tilskudsregler.
- Under uddannelsesforløbet aflønnes medarbejderen i henhold til overenskomstens § 26, stk. 3 for den tid, medarbejderen er fraværende fra arbejdspladsen p.g.a. kursusdeltagelse.
- Virksomheden modtager tilskud fra MUF til dækning af kursusafgifter, kursusmateriale, forplejning og befordrings- og overnatningsudgifter samt lønrefusion efter de af bestyrelsen for MUF fastlagte bestemmelser. Eventuelle offentlige tilskud tilfalder virksomheden og fratrækkes tilskud fra MUF.
- Tilskud fra MUF til aftalt uddannelse ydes til uddannelsesforløb, som er aftalt og godkendt inden 1. marts 2020. Aftalte uddannelsesforløb skal som hovedregel være afsluttet senest fire år efter påbegyndelsen og dermed senest inden 1. marts 2024.
- Denne aftale er gældende indtil udgangen af februar måned 2020 eller indtil én af parterne opsiger aftalen med tre måneders varsel. Opsigelse af aftalen er uden konsekvenser for allerede indgåede og godkendte uddannelsesaftaler.